Mere end hundrede år er der gået
Med at finde spor efter noget
Der lever og ånder og tænker som os
Hvad mon der sker den dag vi ser at vi ikke er alene?
Oppe fra rummet er der ikke op og ned
Det eneste her er uendelig evighed
Her er der ingen der kan se at du har grædt
Ingen der kan snørre dig og ingen der har ret
Og alligevel kan du se det hele
Nu hvor du hænger i luften og ser
At vi ikke fylder meget mer'
End pletten på tæppet på gulvet i stuen
Da må du sande at alle vores lande
Kun eksisterer i kraft af hinanden
Jo længere væk fra jorden du kommer
Jo mere ligemeget er vinter og sommer
Og liv og død og blå og rød
Det eneste tilbage er din pande og din hage
Og håbet om at at komme tilbage
Så når du lander på græsset igen
Kan du glædes over at komme hjem
Og kigge på mennesket som én samlet flot
Vi har brug for os alle hvis vi ikke skal falde
Og slå os for hårdt til at rejse os igen