Mere end hundrede år er der gået Med at finde spor efter noget Der lever og ånder og tænker som os Hvad mon der sker den dag vi ser at vi ikke er alene? Oppe fra rummet er der ikke op og ned Det eneste her er uendelig evighed Her er der ingen der kan se at du har grædt Ingen der kan snørre dig og ingen der har ret Og alligevel kan du se det hele Nu hvor du hænger i luften og ser At vi ikke fylder meget mer' End pletten på tæppet på gulvet i stuen Da må du sande at alle vores lande Kun eksisterer i kraft af hinanden Jo længere væk fra jorden du kommer Jo mere ligemeget er vinter og sommer Og liv og død og blå og rød Det eneste tilbage er din pande og din hage Og håbet om at at komme tilbage Så når du lander på græsset igen Kan du glædes over at komme hjem Og kigge på mennesket som én samlet flot Vi har brug for os alle hvis vi ikke skal falde Og slå os for hårdt til at rejse os igen