Solen brænder sig igennem ruderne på husets førstesal
Børnene med hinanden i hånden kravlende langs trapperne derop
"Se søster, hvilken udsigt livet præsenterer os for
Uden at sku' ha' noget igen
Andet end os selv
Og vores kroppe når de rådner
Og vores sjæle når de bli'r sat fri"
Teen drypper langsomt ned i koppen; Amina tæller dråberne og venter
På at Amin skal komme hjem
Fra en rejse meget kortere end den vej de kom hertil
"Habibi du var savnet, skønt du blot var væk i et kvarter
Intet skal holde os adskilt mer'
Vi har masser af liv igen
Masser af tid til os selv
Før vores kroppe de rådner
Før vores sjæle bli'r sat fri"
Amina vågner stadig midt om natten; hun glemmer at de er i sikkerhed
Børnene gemmer sig under bordet når et rutefly flyver forbi
Lydene er de samme men virkeligheden er en anden
Amin trøster sine børn og de kravler frem igen
De har masser af liv igen
Til at skabe sig et hjem
Før deres kroppe de rådner
Før deres sjæle bli'r sat fri