Solen brænder sig igennem ruderne på husets førstesal Børnene med hinanden i hånden kravlende langs trapperne derop "Se søster, hvilken udsigt livet præsenterer os for Uden at sku' ha' noget igen Andet end os selv Og vores kroppe når de rådner Og vores sjæle når de bli'r sat fri" Teen drypper langsomt ned i koppen; Amina tæller dråberne og venter På at Amin skal komme hjem Fra en rejse meget kortere end den vej de kom hertil "Habibi du var savnet, skønt du blot var væk i et kvarter Intet skal holde os adskilt mer' Vi har masser af liv igen Masser af tid til os selv Før vores kroppe de rådner Før vores sjæle bli'r sat fri" Amina vågner stadig midt om natten; hun glemmer at de er i sikkerhed Børnene gemmer sig under bordet når et rutefly flyver forbi Lydene er de samme men virkeligheden er en anden Amin trøster sine børn og de kravler frem igen De har masser af liv igen Til at skabe sig et hjem Før deres kroppe de rådner Før deres sjæle bli'r sat fri