Jeg kan ikke lide det, der er mærkeligt Det kan jeg heller ikke, sagde hun til ham Og fra den dag var de sammen i medgang uden modgang Og deres liv var som en endeløs popsang ♪ Og så en dag skete der noget stort Der gjor' at deres lykke var gjort For de skulle være mor og far Så de skyndte sig ud for at købe en stationcar For der skulle være masser af plads i deres lille familiepalads Og den umiddelbare lykke Manglede jo kun det sidste stykke Og så en nat kom den gode fe, og gjorde Pinnochio til en rigtig dreng Af kød og blod, og sine meningers mod Og han kunne lide at krukke, og han ønskede sig en dukke Og der skulle være masser af plads i deres lille familiepalads Men den umiddelbare lykke Manglede stadig et sidste stykke Åh doktor, jeg tror, vores søn han er skør Han har lige sagt, han vil være frisør Og vi skulle aldrig have ladet ham gå til dans Doktor, tror du, vores søn er svans? For vi har ikke plads, til mærkelige folk her i vores palads Og vi ville hellere end gerne ha' betalt, men der findes vist ingen kur for det, der er galt Åh gud, vi tror, at vores søn han er sær Han har lige skudt mig med et gevær, i mit hjerte Han råbte "Så kan du lære det! Og vil du ikke høre, må du føle en smerte." Han råbte: "Undskyld, men her er ikke plads til jeres perfekte palads. Og jeg vil så gerne være fri for jeres hykleri Og den umiddelbare lykke kan rende mig et stykke"