I et gulligt skær af sten og grus
Vågner verden op til sin morgengus
Spørg ikke om lyd – her høres ingenting
Kun præsten der lader vandet gå
Ned i døbefonden før dagens dåb
Og så trisser han pietistisk omkring
Han tænder et lys og klør sig lidt
Repeterer den tekst han har forberedt
De første og de faste er på vej
Og på parkeringspladsen udenfor
Holder vinden fast i sit efterår
En hanhund strejfer herreløs omkring
Den standser op og snuser lidt
Pisser på præstens Opel Kadet – så fri
Og så tæt på Vorherre som aldrig før
En almindelig formiddag
I den by jeg kommer fra
I et mørkt kvarter et stykke her fra
Hvor ingen forventer forandring mere
Er der fred og ro fra frelsen ovenfra
Der høres ingen kirkeklokker her
De har ingen magt ved de døves dør
Og i modsat fald er der lydtæt indenfor
Hvor de første gæster fra i dag
Er de sidste fra i aftes af
Fordi de simpelthen aldrig når hjem
Og hvor de blå gardiner skærmer for
Et barn der vinker til sin mor
Men osse skujler minder om engang
Da der var chancer nok at ta'
I den by jeg kommer fra
Og ved havnens mørke vintervand
Mødes fjenderne mand mod mand
I et endegyldigt favntag med frygt og håb
Er du tæt nok på høres nævers klask
Er du længere væk kun et sidste pladask
Da de trækker hinanden ud i et sidste fald
I de spildte kræfters tarv
Somom dumhed går i arv
Konsekvensen preller af
I den by jeg kommer fra
Og avisen sladrer bag sit glas
Stadig sort og våd af fotosats
I sit nyhedsskab ved Andersen's Kapel
Som et gravskrift uden Memory
Slår den fast at endnu et liv er forbi
For den har nok i at måle tiden mod sig selv
En sluttet ring holder aldrig op
En fjorten års pige ønsker moren's krop
Mens moren ønsker sig ung som sin datter igen
De venter blindt på næste træk
Men bliver ved jorden af højdeskræk
Parat til at dø for kedsomhedens skyld
Er det det eneste de kan
I den by de kommer fra