En rose gror, fra duggen af en dråbe
Så lidt så let, så smukt og ligetil
En rose dør, i hånden på en tåbe
Den plukkes let, og slukkes ligetil
Barmhjertighed, for han som står alene
Forbrændt, i scenes skarpe lys
Barmhjertighed, for lænket er han bene
Når verdens alle bæster slipper løs
Barmhjertighed, en dråbe vand alene
Og verdens dom er hård, og nådeløs
Et hjerte slår, for sangen og for livet
Og flyver let, som fugl fra gren til gren
Et hjerte dør, når intet mer' er givet
Når alt bliver tyst, og tankerne til sten
Barmhjertighed, så frysende alene
Forbrændt, i solens skarpe?
Barmhjertighed, for revnet er hans bene
Og verdens alle bæster står på løs
Barmhjertighed, en dråbe vand alene
Og verden er ej? så nådeløs