En rose gror, fra duggen af en dråbe Så lidt så let, så smukt og ligetil En rose dør, i hånden på en tåbe Den plukkes let, og slukkes ligetil Barmhjertighed, for han som står alene Forbrændt, i scenes skarpe lys Barmhjertighed, for lænket er han bene Når verdens alle bæster slipper løs Barmhjertighed, en dråbe vand alene Og verdens dom er hård, og nådeløs Et hjerte slår, for sangen og for livet Og flyver let, som fugl fra gren til gren Et hjerte dør, når intet mer' er givet Når alt bliver tyst, og tankerne til sten Barmhjertighed, så frysende alene Forbrændt, i solens skarpe? Barmhjertighed, for revnet er hans bene Og verdens alle bæster står på løs Barmhjertighed, en dråbe vand alene Og verden er ej? så nådeløs